torsdag den 10. november 2016

En interessant svindler

Undskyld jeg forstyrrer....
Men jeg sad og blev hunde hamrende lækkersulten i dag, da jeg så et program med titlen "Til Middag hos....
Nu er jeg jo ikke den store madkunstner selv, men en eller anden sangerinde serverede paneret fisk, tror jeg det var, og en herre ved navn Mads Dinesen , som jeg overhovedet intet kendte til, var også fremme i skoene med hensyn til madlavningens svære kunst.
Den fik ikke for lidt med drikkevarer, og DET var gæsterne vist slet ikke kede af.
En fallereret eks-millionøse guffede godt i sig - flankeret af en kunstner, vis "værker" jeg ikke ville give en eneste krone for.
Forud for aftenens clou skulle vi høre dem synge, og se dem sidde og snakke privat, mens de arbejdede hårdt med kniv og gaffel. Den gode Dinesen gav champagne, så halsen ikke nåede at blive tør. Det var underholdning på højt plan. Heldigvis var det to udsendelser, så vi fik det hele med.
Jeg vidste ikke, at denne Dinesen havde en kriminel fortid, men det fik vi sandelig at vide. Han havde svindlet sig til penge, så han kunne bo og leve standsmæssigt, men alt får jo en ende, og den gode mand måtte en tur bag lås og slå.
Hvis jeg skal tro videnskaben, kan et ubevægeligt ansigt betyde, at man ikke er ærligheden selv. Det ved jeg ikke om Hr. Dinesen er, men i al fald proklamerde han med et udtryksløst åsyn, at det ikke var så pænt gjort - det med svindlen.
Efter udstået straf kunne han i sin luksusbolig berette om den kriminalitet, som gjorde ham selv rig, mens andre måtte suge på lappen. Det kan åbenbart godt betale sig at være eks - svindler, for så er man interessant og kommer i TV.
Nu spekulerer I nok på, om jeg har spildt tiden foran tossekassen. INGENLUNDE, thi jeg lærte, hvordan man stritter med fingrene, når man holder om champagneglasset, og så vil jeg (lige som sangerinden) lade mit hår vokse, så jeg kan stå og flagre med det ind over maden og samtidig rede håret på plads med klør 5.
Velbekomme